Nyhed

Lokale netværksmøder giver stor værdi for deltagere

Der var stor tilfredshed efter Frivilligrådets seneste netværksmøde. Læs, hvad deltagerne kunne tage med sig hjem fra mødet.

I oktober måned havde Frivilligrådet kaldt til netværksmøde for medlemmerne af de lokale frivilligråd. Et af målene med møderne var at dele erfaringer på kryds og tværs af råd. Alle deltagerne havde på forhånd kunne byde ind med emner, som de gerne ville sparre med andre om. På møderne blev der blandt andet drøftet frivilligrådenes opgaver, kontakten til foreningerne, samarbejde med andre råd samt kriterier for uddelingen af § 18-midlerne til de frivillige sociale organisationer.  
 
Stemningen var god, snakken gik lystigt, og der blev delt gode ideer. Mon ikke de fleste gik hjem med en følelse af at have fået noget med hjem, hvad enten det var et nyt bekendtskab, en ny ide, der skal prøves af eller en øjenåbner i forhold til, at andre gør ting anderledes end en selv. 
 
"Netværksmøder er altid super - det her ligeså. Nye mennesker, samme interesser, meget forskellige problemstillinger og interesser/mål. Både næstformanden og jeg var næsten opstemte på køreturen hjem, og vi havde da flere ideer med i bagagen til resten af vores råd samt et erkendt behov for regelmæssige og hyppige peer-to-peer-møder." 
- Poul Erik, formand i Tønder Frivillighedsråd
 
På møderne blev der også fortalt om, hvad der rører sig i det nationale Frivilligråd lige nu. Her kunne vi bl.a. fortælle om Friviligrådets arbejde for at udbrede Anbefalingerne for god ledelse i den frivillige sociale sektor samt anbefalingerne til en ny civilsamfundsstrategi. Deltagerne lyttede og spurgte interesseret ind. 
 
"Da jeg tilmeldte mig til det Nationale Frivilligråds netværksmøde, var jeg nysgerrig på, hvad deres rolle er, og hvem de andre lokale frivilligråd er. Netværksmødet skuffede absolut ikke, da jeg gik derfra med en indsigt i det Nationale Frivilligråd og ansigter på og sparring fra andre lokale frivilligråd. Jeg håber, der vil være flere muligheder for at komme tættere på hinanden, så vi kan vidensdele og blive inspireret."
- Merite, næstformand i Aalborg Frivilligråd
 
På programmet var der også flere kreative øvelser. Deltagerne blev bl.a. bedt om at beskrive deres frivilligråd vha. 1-3 billeder. Det var en øvelse, som først blev mødt med en vis skepsis, men faktisk viste sig at få godt gang i dialogen. Og dialogen fortsatte, da vi testede forskellige påstande i holdningsbarometeret. 
 
"Jeg vil gerne sige tak til alle deltagerne på netværksmøderne for at være med til at skabe nogle møder med god energi. Det var fantastisk at mærke, hvordan I brænder for frivilligheden og er åbne over for input fra andre. I Frivilligrådet er vi samtidig meget taknemmelige for jeres input til os. Vi bliver klogere, hver gang vi mødes med jer i de lokale frivilligråd. 
- Ninna, fuldmægtig i Frivilligrådet

Hvis du har spørgsmål vedrørende netværksmøderne, kan du kontakte Ninna Henriksen.  

Missing indholdselement.

 
Neden for kan du se billeder fra netværksmøderne.