Blogindlæg

I dag fejrer danskerne de frivillige landet over

Frivilligrådets formand opfordrer alle til at bruge Frivillig Fredag til at give et skulderklap og en anerkendelse til de mange danskere, der gør en forskel for vores samfund igennem en frivillig indsats.

Af Frivilligrådets formand, Mads Roke Clausen

I dag er det Danmarks nationale frivillighedsdag, Frivillig Fredag. Og det mærkes tydeligt i hele Danmark. Med et hav af arrangementer hylder danskerne de mange frivillige, der hver dag gør en forskel for andre.  

På gader og torve er frivillige rykket ud for at skabe synlighed om deres sag, kommunalpolitikere er i ”praktik” i frivillige foreninger og skoleklasser sætter frivillighed på skemaet. Frivillig Fredag bruges landet over som en anledning til at anerkende den store indsats, de frivillige bidrager med. Samtidig skal dagen vise alle de spændende ting, det er muligt at engagere sig i, så der er endnu flere, der får lyst til at være frivillige.

Der er brug for, at vi sætter spot på den frivillige indsats. Danmark ville ikke være det samme uden de mange frivillige. I alt fra julemærkehjem, genbrugsbutikker, væresteder, kvindekrisecentre og borgergrupper er frivillige med til at skabe et Danmark, hvor man engagerer sig og er noget for hinanden.

Det skal vi fejre i dag.

Men vi skal også bruge dagen til at sætte fokus på, hvor meget der er brug for det, de frivillige kan og den værdi, de skaber for Danmark. Rigtig mange frivillige yder en uvurderlig indsats for at hjælpe nogle af de mange sårbare og udsatte mennesker, vi har i Danmark.  En frivillig kan på en helt anden måde end f.eks. en kommunal medarbejder være en støtte og måske en ven for en sårbar eller udsat borger. Derfor har vi brug for mere frivillighed i Danmark.

Vi oplever et stort engagement og en stor interesse for at fejre frivilligheden og for at hylde de borgere, der gør en helt særlig indsats for deres lokalsamfund og for fællesskabet. Hvis man ser på omfanget af arrangementer på Frivillig Fredag som et udtryk for danskerne vilje til mere frivillighed, tegner det godt. Der er aktiviteter i stort set alle kommuner, og nogle steder i landet er man gået all in og har gjort Frivillig Fredag til en offentlig festdag med bl.a. prisuddeling til årets frivillig eller ildsjæl. 

Jeg vil opfordre alle til at bruge Frivillig Fredag til at give et skulderklap og en anerkendelse til de mange danskere, der gør en forskel for vores samfund igennem en frivillig indsats.

Læs mere om Frivillig Fredag her.