Den fremtidige velfærd afhænger af et styrket sektorsamspil

Debatindlægget er bragt i Altinget torsdag den 3. marts 2021. Indlægget skal skabe fælles fokus på mulighederne ved et øget samarbejde mellem offentlig faglighed og frivilligt engagement.  

Læs debatindlægget hos Altinget 

Skrevet af Ulrik Wilbek, formand for Socialudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Majbrit Berlau, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Mads Roke Clausen, forhenværende formand Frivilligrådet.

Det seneste år har været en lærerig periode for os alle. Corona-pandemien har medført nye måder at tænke og samarbejde på. Det gælder i høj grad for den offentlige og den frivillige sektor, som hurtigt har fundet forskellige måder at understøtte hinanden og de mest sårbare grupper i samfundet på.  

Eksempelvis fik regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen på kort tid en aftale på plads, som skulle sikre de danske arbejdspladser og lønmodtagere under nedlukningen.

Samtidig fik mange frivillige foreninger hurtigt etableret hjælpeindsatser, som for eksempel Røde Kors, der etablerede et hjælpenetværk med flere tusinde personer, som hjalp med at handle ind, hente medicin og på anden vis bistå mennesker, som havde brug for hjælp.

Kommunernes Landsforening (KL) gik sammen med Hus Forbi om at udvikle en app til de hjemløse, så de kunne få overblik over tilbud i nærområdet samt information om, hvordan de bedst skulle håndtere corona. 

Sådan forstod vi at samarbejde, da det virkelig gjaldt, og de erfaringer bør vi tage med os, når vi skal videreudvikle og indrette vores fremtidige samfund og velfærd.  

 

Afgørende med et effektivt samspil mellem det offentlige og de frivillige kræfter 

Generelt oplever flere og flere mennesker vor tids sociale problemer komme helt tæt på. Ensomhed, angst, stress og depression præger hverdagen, så både arbejdsliv, familieliv og sociale relationer bliver svære at opretholde, mens det at finde vej kræver hjælp. Den hjælpen kommer bl.a. fra det offentlige, som dog desværre ofte udfordres på ressourcerne efter mange års spareøvelser. 

Der er ingen tvivl om, at vores fremtidige velfærd kræver nye samarbejdsformer, hvor forskellige samfundsaktører bidrager med deres kompetencer og viden. Der er allerede et udbredt samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet blandt andet i form af gensidige henvisninger, samarbejdsaftaler, løbende dialog og vidensdeling. Samtidig forudser både kommuner og frivillige sociale organisationer et øget behov for samarbejde de kommende år.

Et andet godt eksempel finder vi med projektet EnsOm Mad. KFUM’s Sociale Arbejde er gået sammen med Esbjerg Kommunes udviklingstilbud til udsatte og ensomme borgere om at tilbyde et fælleskab over maden. Lokale caféer bidrager med køkken og lokaler, mens jobcenteret finder og hjælper de udsatte og ensomme borgere dertil, så de på ny kan opbygge flere sociale relationer og bekæmpe ensomheden. 

Der er også potentielle partnerskaber at opbygge i forbindelse med Socialstyrelsens pulje til en helhedsorienteret indsats for udsatte unge på kanten af uddannelse og beskæftigelse. Her kan civilsamfundsorganisationer såsom folkeoplysende skoleformer, som arbejder med unge, indgå et samarbejde med kommunen om eksempelvis en tværfaglig støtte-og udviklingsindsats, der hjælper de unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse samt komme i beskæftigelse. 

Løsninger som disse er i KL, FH og Frivilligrådets optik en effektiv måde at styrke vores samfunds stærke velfærdsmix yderligere. Et effektivt samspil mellem det offentlige og de frivillige kræfter er en af fremtidens løsninger, som samtidig har fokus på at inddrage udsatte og sårbare borgere i langt højere grad og herigennem afhjælpe nogle af de nye sociale problemer. 

 

Dialog skal bane vejen for samarbejdet 

Et effektivt samspil mellem forskellige sektorer giver altså gevinst, mens samtidig også en række udfordringer. For hvordan sikres rollefordelingen mellem offentlig ansatte og frivillige kræfter? Og hvor går grænsen mellem faglighed og frivillighed? 

Disse udfordringer er der behov for at reflektere over og italesætte, forud for at partnerskaber indledes. Dialogen om, hvilke opgaver der altid bør løses af offentligt fagpersonale, og hvilke der kan løses ved hjælp af frivilligt engagement bliver afgørende for succes. 

Her er det oplagt at tænke SU/MED-systemet ind som et forum for drøftelse af organiseringen på arbejdspladsen samt etableringen af aftaler om konkrete rammer og vilkår for samarbejdet mellem det offentlige og civilsamfundet. 

En anden mulighed er at vende tankegangen om dialog på hovedet, som det eksempelvis er gjort i Kolding Kommune, hvor der er en vision om, at kommunen i dialog med borgere, virksomheder og frivillige organisationer skal designe byen og velfærdsløsningerne. Dialogen har medført fem leveregler, herunder en om at sætte fællesskabet i spil ved at ikke at tænke kommunen som hele svaret på borgernes udfordringer og behov for hjælp, men i langt højere grad at tænke i helhedsløsninger, som trækker på civilsamfundet. Visionen i Kolding Kommune har for eksempel ledt til en række samarbejdsaftaler med frivillige organisationer om at drive nogen af kommunens væresteder.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det her ikke må handle om at flytte opgaver fra kommunen og over på frivillige. Frivillige kræfter må på intet tidspunkt erstatte ansat fagpersonale, ligesom de ansatte fortsat både skal have ansvar for den faglige opgaveløsning og mulighed for at fastholde arbejdsglæden gennem en variation i arbejdsopgaverne. 

Det handler derimod om at sikre en balance, hvor velfærdsfællesskabet styrkes ved hjælp af frivilligt engagement, mens det offentlige sikre den høje faglighed i forhold til sagsbehandling og borgerkontakt. 

 

Mennesket skal være omdrejningspunktet 

I Danmark oplever vi, som nævnt, at flere mennesker kommer i en situation, som efterlader dem uden for velfærdssamfundets fællesskaber. Denne voksende gruppe er vores samfunds udsatte og sårbare mennesker. Gældende for både det offentlige og civilsamfundet er det, at det netop denne gruppe er omdrejningspunktet for den indsats, der hver dag ydes. 

Skal vi som samfund fortsat kunne hjælpe denne voksende gruppe af mennesker, så kræver det en fælles front. Og her har landets lokalpolitikere, fagorganisationernes lokalafdelinger, fagpersonale, lokale frivilligråd og de frivillige ildsjæle et stort ansvar for at deltage med åbent sind, og gå aktivt ind i dialogen om det effektive og ansvarlige samspil mellem sektorerne.

Vi har netop tegnet et billede af blot nogle få samarbejdserfaringer, vi allerede har høstet, hvor de sårbare medborgere er omdrejningspunktet for et sektorsamarbejde. Erfaringerne har vi fået både før og under corona-krisen, og erfaringerne skal vi huske at trække på, når vi i fremtiden opridser de nye visioner for velfærdssamspillet.