Nyhed

Frivilligrådet får ny strategi

Formand Anna Bjerre og næstformand Charlotte Bach Thomassen har i dag afleveret Frivilligrådes nye strategi i Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

”Frivilligrådet vil styrke civilsamfundets betydning for og indflydelse på velfærdssamfundet.”

Det er visionen for Frivilligrådets arbejde i denne rådsperiode, der løber indtil 2025. Visionen er grundfundamentet i rådets nye strategi, som formandskabet – bestående af Anna Bjerre og Charlotte Bach Thomassen – den 6. marts afleverede i Social-, Bolig- og Ældreministeriet. Afleveringen blev forsinket på grund af Folketingsvalget og derfor er rådet allerede så småt i gang med at implementere visionen. 

Visionen understøttes af tre søjler, der skitserer rådets fokus i arbejdet med at udvikle den frivillige sektor:

  • Det skal være velkendt, at frivillighed skaber værdi
  • Det skal være attraktivt for alle i Danmark at være frivillig
  • Der skal være stabil offentlig driftsfinansiering af frivillige sociale foreninger

Visionen skal nås gennem fem såkaldte pejlemærker, der sætter retningen for rådets arbejde:

  • Vi arbejder for, at frivillighed skal være for alle
  • Vi synliggør frivillighedens værdi
  • Vi fremmer høj kvalitet og udvikling af frivillige organisationer
  • Vi bygger bro til andre organisationer og sektorer
  • Vi baserer vores indsatser og rådgivning på viden

Vi har haft mange vigtige og faglige drøftelser i rådet om, hvad vores vision og pejlemærker skal være i rådsperioden. De tanker er nu på papir og afleveret i ministeriet. Jeg er rigtig glad for det høje ambitionsniveau og de vigtige fokusområder, vi er nået frem til. Tusind tak til alle rådsmedlemmer for deres bidrag,” forklarer formand Anna Bjerre og fortsætter:

”Afleveringen af strategien er blevet lidt forsinket – blandt andet af Folketingsvalget. Derfor er vi allerede så småt i gang med at føre ambitionerne i strategien ud i livet. Det arbejde glæder jeg mig meget til at fortsætte sammen med de øvrige rådsmedlemmer og vores mange stærke samarbejdspartnere.”

Hvis du vil læse Frivilligrådets nye strategi, kan den downloades her