Nyhed

Ny komité for god ledelse: Arbejdet med at understøtte organisationer er skudt i gang

Første møde i den nye Komité for god ledelse i den frivillige sociale sektor blev afholdt den 24. august. Komitéen skal understøtte organisationer i at bruge Anbefalingerne for gode ledelse i den frivillige sociale sektor som et værktøj, der sikrer mere transparens, formålsopfyldelse samt gode vilkår for frivillige og lønnede.

Den nye komité var samlet første gang den 24. august for at diskutere, hvordan de bedst kan få Anbefalingerne for god ledelse i den frivillige sociale sektor ud at leve i sektoren. 

Diskussionerne tog udgangspunkt i en ny analyse, der i slutningen af foråret målte, hvor stort kendskabet til anbefalingerne er, og hvordan sektoren arbejder med dem. Undersøgelsen viste, at 71 % af frivillige sociale organisationer kender til anbefalingerne. Og det glæder den nye formand for komitéen:

”Vi ved nu, at der er stort kendskab til anbefalingerne i sektoren, og det er er fantastisk. Nu arbejder vi i den nye komité videre med implementeringen. Vi har haft et rigtig godt første møde og taget hul på en masse gode diskussioner”, fortæller Anna Bjerre, formand i Frivilligrådet og formand for Komitéen for god ledelse i den frivillige sociale sektor. 

”Jeg har fået en masse gode input fra komitéen til, hvordan vi fremadrettet kan understøtte organisationer i deres arbejde med anbefalingerne. Sådan at organisationerne har de bedste rammer til at udvikle deres vigtige arbejde og gøre en forskel for sårbare og udsatte medborgere”.

Den nye komité skal arbejde i forlængelse af den tidligere komité, der udarbejdede anbefalingerne på baggrund af et ønske fra sektoren og med støtte fra Folketingets partier.

”Sektoren har udtrykt stort behov for et værktøj, der kan styrke arbejdet med god ledelse og understøtte deres vigtige arbejde. Derfor blev anbefalingerne udarbejdet og lanceret i starten af året. Men arbejdet med at sikre veldrevne og bæredygtige organisationer stopper ikke. Nu har vi et stort og spændende arbejde foran os for at understøtte organisationerne,” siger hun.

Anbefalingerne for god ledelse i den frivillige sociale sektor er et værktøj, organisationer kan bruge til at blive endnu bedre til at opnå deres formål, at sikre de ansatte og frivilliges trivsel, og at der er et godt samarbejde mellem bestyrelsen og den daglige ledelse. 

Læs mere om anbefalingerne her

”Derfor er det så vigtigt, at anbefalingerne kommer ud og leve i sektoren – at bestyrelser har dem med på møder, reflekterer over og forholder sig til, hvordan de og den daglige ledelse i samspil kan arbejde med dem og bruge det som et værktøj til at styrke organisationen. Og derfor har Frivilligrådet genudpeget Komitéen til at understøtte organisationerne i dette vigtige arbejde” fortæller Anna Bjerre.

Hvem er den nye komité for god ledelse?

Den nye komité blev nedsat, efter et flertal i Folketinget i november 2020 besluttede at forlænge Good Governance-projektet frem til 2024. Komitéen har nu til opgave at følge og bidrage til at udbrede kendskabet til og understøtte implementeringen af Anbefalingerne for god ledelse i den frivillige sociale sektor.

”Komitéen er sammensat med øje for, at medlemmerne har forskellig viden om sektoren, og viden om hvordan organisationer bedst kan understøttes i deres arbejde med god ledelse”, fortæller Anna Bjerre. 

Komitéen er sammensat af repræsentanter fra frivillige sociale organisationer samt aktører med kendskab til og kompetencer inden for jura, revision, fondsverdenen, organisationsledelse/etik.

En håndfuld af medlemmerne sad også i den tidligere komité, heriblandt: 
•    Christian Dalmose Pedersen, Partner, Deloitte
•    Jens Maibum Pedersen, Formand, KFUM’s Sociale Arbejde
•    John Hebo Nielsen, Formand, Frivilligcenter Gentofte og Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark
•    Marianne Philip, Partner, Kromann Reumert og Formand, Komitéen for God Fondsledelse
•    Rasmus Kjelddal fra Børns Vilkår, repræsentant for Civilsamfundets Brancheforening 
•    Thit Aaris-Høeg, Adm. direktør, Fonden for Socialt Ansvar og Fonden for Sociale Investeringer

De nye skud på stammen i komitéen er:
•    Anna Bjerre, Formand i Frivilligrådet og Direktør, GirlTalk
•    Henriette Christiansen, Direktør, Egmont Fonden
•    Kenneth Kamp Butzbach, Generalsekretær, ISOBRO
•    Laura Auken, Centerchef, Center for Frivilligt Socialt Arbejde
•    Trine Nyby, Direktør, RådgivningsDanmark

Læs mere om komitéen her 

 

vigtige resultater fra undersøgelsen
  • 71 % af frivillige sociale organisationer kender anbefalingerne.

 

  • 46 % af de frivillige organisationer angiver, at de har eller er ved at arbejde med, følge eller lade sig inspirere af anbefalingerne og udfylder evt. følg-og forklar-skemaet.

 

  • 62 % af de uddelende fonde finder temaet ”Transparens” mest relevant, mens 49 % af sociale organisationer arbejder med dette tema.

 

  • ”Bestyrelsens opgaver og ansvar” er det tema, som flest frivillige sociale organisationer (83 % ) arbejder med.

Kontakt

Billede af Laura Høvring Møller, fuldmægtig i Frivilligrådet (På barsel)

Laura Høvring Møller

Fuldmægtig

lhm@frivilligraadet.dk