Nyhed

Hjælp Frivilligrådet med at kortlægge fritidstilbud til ukrainske børn

Frivilligrådet har fået til opgave at facilitere et nationalt partnerskab med fokus på fritidsaktiviteter til ukrainske børn. Som en del af partnerskabet igangsættes nu en større spørgeskemaundersøgelse på tværs af civilsamfundet. Formand Anne Bjerre håber, at så mange som muligt vil bidrage.

Hvor i landet er der – eller planlægges der – fritidstilbud til ukrainske børn? Og hvilke udfordringer og barrierer oplever foreningerne i forbindelse med at tilbyde fritidsaktiviteterne?

Det er to af de centrale spørgsmål i den spørgeskemaundersøgelse, som Frivilligrådet netop har sat i gang som en del af det partnerskab, rådet faciliterer på tværs af civilsamfundet.

Partnerskabet er skabt som følge af regeringens ambition om, at alle ukrainske børn, der kommer til Danmark, skal kunne deltage i en fritidsaktivitet. Det er forhåbningen, at spørgeskemaet når ud til flest muligt i sektoren. Frivilligrådets formand Anna Bjerre opfordrer derfor foreninger og organisationer til at dele undersøgelsen:

”I Frivilligrådet har vi lige nu brug for lokal viden fra hele det danske foreningsliv. Derfor håber jeg, at man rundt omkring i foreningerne og organisationerne både vil besvare spørgeskemaet – og hjælpe os med at sende det videre ud til lokalforeninger, medlemsorganisationer og andre relevante kontakter. På den måde kan vi få så mange som muligt til at bidrage til denne vigtige kortlægning af fritidstilbuddene til de ukrainske børn,” siger Anna Bjerre.

Spørgeskemaet tager ca. 5 minutter at besvare. Der kan svares til fredag d. 27. maj 2022 kl. 12.00. Resultaterne af undersøgelsen vil indgå i den afrapportering som Frivilligrådet afleverer til social- og ældreministeriet og kulturministeriet i juni måned.

Du finder undersøgelsen her

Læs mere om partnerskabet her

Kontakt

Maria Frederiksen Rådskoordinator

Maria Frederiksen

Rådskoordinator

maf@frivilligraadet.dk