Nyhed

Mangler I inspiration til forvaltning af §18-midler i jeres kommune?

Frivilligrådet udgiver i samarbejde med FriSe, CFSA og KL et nyt inspirationshæfte med forslag til løsninger på problemstillinger, der kan opleves i forhold til forvaltningen af § 18. Hæftet henvender sig især til politikere og embedsværk i kommunerne – og til de frivillige sociale foreninger.

Der er stor forskel på, hvordan § 18-midlerne forvaltes i kommunerne. Og der er også rigtig mange gode eksempler på, hvordan de forvaltes. Der er derfor et oplagt potentiale for at dele viden om god praksis kommunerne imellem.

For at styrke denne vidensdeling – og inspirere til eftersyn og eventuel videreudvikling af nuværende praksis, udgiver Frivilligrådet nu et inspirationshæfte. 

Det indeholder en række eksempler på, hvordan man i udvalgte kommuner har valgt at rammesætte uddelingen af § 18-midler – ligesom det kommer med løsningsforslag på nogle af de gængse problemstillinger, der findes i kommunerne i forbindelse med uddelingen. 

Frivilligrådets formand, Anna Bjerre udtaler:

”Et af vores helt store fokusområder i Frivilligrådet er at arbejde for gode rammer for de frivillige sociale organisationer – herunder at sikre en stabil offentlig driftsfinansiering. Paragraf 18-midlerne er en hjørnesten i den offentlige finansiering af sektoren. Derfor vil vi i rådet gerne bidrage til at god praksis bliver delt på tværs af kommunerne, så det kan inspirere til endnu bedre rammer for uddeling af midlerne.”

Inspirationshæftet er baseret på interviews med en række kommunale aktører – og fokuserer især på forslag til løsninger på følgende problemstillinger:

  • Hvordan mundtlige ansøgninger og støtte til uorganiserede grupper af frivillige øger tilgængeligheden af § 18-puljen
  • Hvordan kravene til regnskabsaflæggelse og afrapportering kan lempes
  • Hvordan flerårige bevillinger og støtte til drift kan være med til at sikre stabile frivilligindsatser af høj kvalitet
  • Hvordan politisk ejerskab og inddragelse af civilsamfundet kan være med til at sikre bedre udmøntning af § 18

Hæftet er udarbejdet i samarbejde med FriSe, CFSA og KL, der alle er centrale samarbejdspartnere for Frivilligrådet:

”Jeg vil gerne sige en stor tak til FriSe, CFSA og KL for et godt samarbede om inspirationshæftet. En særlig tak skal lyde til de gode folk ude i kommunerne, der har bidraget til hæftet gennem interviews,” afslutter Anna Bjerre.


Download PDF-version af inspirationskataloget her (klik på linket):

 

Kontakt

Medarbejder Gitte Landors

Gitte Landors

Fuldmægtig

gla@frivilligraadet.dk