Vi fejrer Frivillig Fredag - Lokale Stemmer
Frivillig Fredag er hele Danmarks festdag, hvor vi fejrer frivilligheden og hylder alle de fantastiske frivillige, lokalt på tværs af landet.
Frivillig Fredag falder altid den sidste fredag i september – den nationale frivillighedsdag. I år vil den 24. september derfor være fuld af aktiviteter som frivilligfester, prisuddelinger, foreningsmarkeder, fællesskabsstafetter, politikere der er i praktik og en masse online markeringer af dagen.
De lokale arrangører af Frivillig Fredag kan både være kommunen/Frivilligcentret, og de lokale foreninger selv. Mulighederne er mange, og I kan stadig nå at være med! På frivilligfredag.dk, findes masser af inspiration til forskellige arrangementer, i alle størrelser.
Med Frivillig Fredag kan vi sige TAK til de frivillige, og samtidig sætte fokus på de frivillige muligheder og invitere flere med i de frivillige fællesskaber. Vi glæder os til at hylde frivilligheden sammen med jer, til et brag af en festdag!