Blogindlæg

Frivilligrådets forhenværende formand: Alle kan gøre en frivillig indsats

Mads Roke Clausen, forhenværende formand for Frivilligrådet, medvirker i film om frivillighed og mennesker med handicap.

Blogindlæg af Mads Roke Clausen, forhenværende formand for Frivilligrådet

Fire ud af 10 danskere arbejder frivilligt. Vi er rigtig mange, som lægger vores tid og kræfter i lokale og nationale fællesskaber og indsatser. Når vi er så mange, er vi også meget forskellige. Heldigvis.  

Blandt os er også personer med handicap, og det er der noget særligt fantastisk ved. Det er mennesker, som især har gavn af det fællesskab, som vi finder i foreningerne. Og som med stolthed laver telefonrådgivning, samler skrald og hjælper til ved arrangementer i Danmark.

Derfor blev jeg også særligt glad, da Hverdagsaktivisterne spurgte, om jeg ville medvirke i denne film om deres forening og deres frivillige. Hverdagsaktivisterne er en forening for personer med handicap, som sætter en ny standard for det frivillige arbejde og skaber en masse positiv energi i samfundet.

Der findes mange fordomme, men lad os én gang for alle slå fast, at man sagtens kan være frivillig, selvom man har et handicap. Det har kæmpe værdi for både samfundet og den enkelte. Især under denne coronakrise, hvor mange har brug for hjælp, og mange har brug for en måde at bryde ensomheden på.