Nyhed

Den frivillige sociale sektor arbejder allerede med Anbefalinger for god ledelse

Flere i den frivillige sociale sektor har allerede taget de 17 Anbefalinger for god ledelse i brug, og meldingen er klar: Anbefalingerne er konkrete, fleksible og nemme at arbejde med.

Et Zoom-møde, godt 200 deltagere og 17 anbefalinger. Sådan var rammerne, da nu forhenværende formand for Frivilligrådet, Mads Roke Clausen, på vegne af Komitéen for god ledelse i den frivillige sociale sektor præsenterede Anbefalingerne for god ledelse i den frivillige sociale sektor. 

Gense præsentationen af Mads Roke Clausen

Både ved præsentationen og knap en måned senere er reaktionerne og tilbagemeldingerne tydelige: Anbefalingerne er anvendelige, håndgribelige og længe ventet.

”Det anvisende format er glimrende. Det er operationelt og super konkret. Der er ikke nogen undskyldninger for, at organisationer ikke skulle kunne leve op til dem,” lyder det fra Pernille Scheel, sekretariatschef i Røde Kors Hovedstaden.

Og de mange tilbagemeldinger glæder forhenværende formand, der har stået i spidse for både komitéen og Frivilligrådet. 

”Jeg er rigtig glad og stolt over den flotte modtagelse, anbefalingerne har fået, for det er virkelig et hjertebarn, der er kommet til verden,” fortæller Mads Roke Clausen. 

Arbejdet er allerede godt i gang

I den frivillige sociale sektor er flere allerede i gang med at arbejde med Anbefalingerne for god ledelse, og særligt i Røde Kors Hovedstaden er sekretariatschefen glad for det nye ledelsesredsskab. Faktisk så glad, at hun allerede har introduceret dem til bestyrelsen. 

”Det er altid sundt at reflektere over, hvorfor man arbejder, som man gør. Man kan aldrig prioritere det gode og sunde arbejdsmiljø nok,” siger hun.  

Planen i Røde Kors Hovedstaden er at anvende anbefalingerne som et dialogbaseret værktøj til at medvirke til at sikre, at der bedrives god ledelse. Med seks temaer samt et ”følg eller forklar”-skema er arbejdet smidigt og nemt at gå til.

Find ”følg eller forklar”-skemaet her

Også i RådgivningsDanmark er der i bestyrelsen begejstring for anbefalingerne. Under processen med at udarbejde anbefalingerne har RådgivningsDanmark afgivet høringssvar – et svar de ser afspejlet i den endelige version.

Ligesom i Røde Kors Hovedstaden har RådgivningsDanmark også allerede påbegyndt arbejdet med god ledelse i bestyrelsen. 

”Nu glæder vi os til at arbejde med anbefalingerne i praksis – både i egen organisation og i forbindelse med kvalitetsarbejdet sammen med vores mange medlemsorganisationer. RådgivningsDanmarks samlede bestyrelse har allerede i fællesskab gennemgået anbefalingerne og udvalgt nogle fokusområder samt besluttet en proces for det videre arbejde med anbefalingerne,” fortæller bestyrelsesformand Jeppe Kristen Toft. 

Find anbefalingerne her

Arbejdet med god ledelse handler foruden refleksioner over den daglige drift af organisationen også om åbenhed og gennemsigtighed, hvilket bl.a. er interessant for fondene, når de skal beslutte, om de vil bevillige støttemidler til en frivillig social indsats. Som direktør for Egmont Fonden mener Henriette Christiansen derfor, at anbefalinger vil spille en vigtig rolle for den frivillige sociale sektor i fremtiden. 

”Hos Egmont Fonden glæder vi os over de længeventede anbefalinger. Vi ser frem til at se dem efterlevet af store såvel som små organisationer. Og vi ser frem til dialog om deres efterlevelse mellem os og vores bevillingsmodtagere og ansøgere,” skriver hun på LinkedIn. 

Arbejdet med anbefalingerne skal prioriteres 

Med den varme modtagelse er der ikke tvivl om, at sektoren er positivt stemt over for de 17 anbefalinger, men det kræver en indsats fra de frivillige sociale organisationers side, hvis det også skal være en succeshistorie om et par år. Mads Roke Clausen, mener derfor, at vi nu går ind en afgørende fase.

”Nu er anbefalingerne offentliggjorte. Næste skridt er, at bestyrelserne aktivt tager dem med til deres møder, taler om den i kontekst af deres organisation, reflekterer over, hvordan de sammen med den daglige ledelse kan indarbejde anbefalingerne i deres dagligdag og deres virke, på en sådan måde at de skaber værdi for både bestyrelse, ledelse, ansatte og frivillige. Så vi begynder nu på den fase, som er det hårde, sjove og spændende arbejde med rent faktisk at få implementeret anbefalingerne, og det bliver spændende at følge, hvordan det går i den frivillige sektor,” konkluderer Mads Roke Clausen.  

I Egmont Fonden er Henriette Christiansen heller ikke i tvivl om, at det kommer til at kræve en solid arbejdsindsats:
”Vi er godt klar over, at efterlevelse af anbefalingerne er krævende. Men det er også udviklende og afgørende. Når man betros midler fra andre, fordrer det til god ledelse.”  

I RådgivningsDanmark arbejder sekretariatet i øjeblikket sammen med forretningsudvalget på den første skriftlige redegørelse af, hvordan de vil efterleve anbefalingerne. 

”Vi bruger Frivilligrådets følg-eller forklar-skabelon, men har faktisk tilpasset den lidt, da vi savnede et sted at beskrive de mange steder, hvor vi bestemt ønsker at følge anbefalingerne, men ikke er helt i mål endnu. Sideløbende indarbejder vi nye drøftelser og initiativer i bestyrelsens årshjul, og derefter er planen at arbejde løbende med anbefalingerne,” forklarer bestyrelsesformand Jeppe Kristen Toft.

Pernille Scheel glæder sig til at gå i gang med at implementere anbefalingerne i Røde Kors Hovedstaden. Hun ser arbejdet som en to-trins raket. Først arbejdet med at implementere anbefalingerne, og senere det fremtidige arbejde med at holde det aktuelt.  

”Det er altid spændende at starte noget nyt. Dér, hvor det lange seje træk er, det er at genbesøge det om to år og sikre, at vi stadig følger anbefalingerne,” fortæller Pernille Scheel.