Nyhed

Frivilligrådet søger input fra lokale frivilligrådsformænd

I Frivilligrådet er det blevet tid til at samle op på vores arbejde målrettet de lokale frivilligråd. Vi gennemfører en række interviews og søger lokale frivilligrådsformænd, som vil være med til at samle op på arbejdet ind til nu og sætte et præg på det fremtidige arbejde.

I Frivilligrådet vil vi rigtig gerne lave materialer, arrangementer mm., som rammer de lokale frivilligråds udfordringer og behov. Derfor ser vi nu tilbage på rådsperioden og undersøger, hvordan indsatserne indtil nu er blevet modtaget hos de lokale frivilligråd. Vi ønsker også at få input til fremtidige emner og om, hvordan vi bedst når ud til dit lokale frivilligråd. 

Vi gennemfører interviewsene mellem den 8. – 19. november 2021.

Er du frivilligrådsformand, så må du meget gerne give os besked, hvis du har lyst til at komme med dine input. Du er også velkommen til at spørge et andet rådsmedlem, om de vil stille op til interview, såfremt du ikke selv ønsker eller har mulighed for at deltage.

Ønsker du at deltage eller har du spørgsmål, så kontakt Pierre Guldborg.

Tidligere indsatser målrettet lokale frivilligråd
Frivilligrådet arbejder for at få en tættere dialog med de lokale frivilligråd samt styrke rådene i deres arbejde. I den forbindelse har Frivilligrådet udgivet en række publikationer:

- en inspirationsfolder,
- 18 anbefalinger til kommuner og lokale frivilligråd,
- guide til at sætte frivillighed på dagsordenen i forbindelse med kommunalvalget.

Der er også blevet afholdt flere arrangementer såsom webinarer, lokale netværksmøder og Frivilligrådenes Dag, hvor formålet har været at styrke dialogen og samarbejdet på tværs.

Læs mere om lokale frivilligråd her mere her