Introduktion til god ledelse i den frivillige sociale sektor

Den frivillige sociale sektor er en mangfoldig størrelse. Det gælder blandt andet organisationers størrelse, arbejdsform, opbygning og økonomi. Den er først og fremmest hjemsted for de frivillige, som har direkte kontakt med mennesker i udsatte og sårbare positioner, men også for bestyrelsesmedlemmer og ledere, der dagligt driver de frivillige sociale organisationer.

Sektoren er i høj grad drevet af viljen til at gøre en forskel for og med mennesker i sårbare og udsatte positioner. I sektoren er der et stort fokus på at skabe veldrevne organisationer og fremme et højt kompetenceniveau blandt bestyrelse, ledere, medarbejdere og frivillige. Det indebærer blandt andet. prioritering af god ledelse – også kendt som ”good governance”.

For at understøtte sektorens fokus på god ledelse vedtog et bredt flertal i Folketinget at lade Frivilligrådet stå i spidsen for Good Governance-projektet og udarbejdelsen af Anbefalinger til god ledelse i frivillige sociale organisationer. 
 

baggrund for good governance-projektet 

Frivilligrådet fik, som en del af Folketingets vedtagelse af finansloven i 2018, til opgave at udarbejde Anbefalinger for god ledelse i den frivillige sociale sektor, som skal understøtte gennemsigtighed og god ledelse i frivillige sociale organisationer.

Frivilligrådet udpegede i den forbindelse Komitéen for god ledelse i den frivillige sociale sektor, der var sammensat af repræsentanter fra den frivillige sociale sektor samt personer med relevante kompetencer, herunder fx kendskab til fonde, jura, revision og organisationsledelse.

Komitéen stod i spidsen for at udarbejde anbefalingerne i dialog med den frivillige sociale sektor selv. Anbefalinger for god ledelse i den frivillige sociale sektor blev lanceret den 4. februar 2021.

Et flertal i Folketinget blev med reserveaftalen 2020 enige om at forlænge Good Governance-projektet til 2024. Det betyder, at Frivilligrådet fortsætter projektet og arbejdet med at understøtte organisationer i den frivillige sociale sektor med at tage anbefalingerne i brug.

Anbefalingerne 

Anbefalingernes formål er at styrke god ledelse. Ambitionen er, at anbefalingerne kan være med til at styrke sektoren og fremme veldrevne og bæredygtige organisationer, der fortsat kan bidrage positivt til velfærdssamfundet. Anbefalinger for god ledelse i den frivillige sociale sektor er udarbejdet med øje for sektorens særlige forhold, som på nogle områder adskiller sig fra for eksempel den offentlige og den private sektor.

Anbefalingerne er målrettet bestyrelser i den frivillige sociale sektor. Det er i sidste ende bestyrelsens ansvar, at organisationen er veldrevet og bæredygtig, at de ansatte og de frivillige trives, at organisationens formål bliver opfyldt, og at der er et godt samarbejde mellem bestyrelsen og den ansatte ledelse.
 


Siden lanceringen af anbefalingerne i 2021 har Frivilligrådet arbejdet for at udbrede kendskabet til anbefalingerne samt understøtte de frivillige sociale organisationer, blandt andet ved at udarbejde værktøjer der skal hjælpe organisationer i deres arbejde med god ledelse. I den forbindelse har Frivilligrådet blandt andet udgivet et "følg eller forklar"-skema, lanceret et dialogspil samt indsamlet erfaringer fra organisationer, der har taget hul på arbejdet med Anbefalinger for god ledelse i den frivillige sociale sektor. 

Find alle anbefalingerne her 

Kontakt

Billede af Laura Høvring Møller, fuldmægtig i Frivilligrådet (På barsel)

Laura Høvring Møller

Fuldmægtig

lhm@frivilligraadet.dk